Jeg har gennem mit arbejdsliv haft mange samtaler med mænd i det danske asylsystem, i karriererådgivning og i form af krisehjælp på Mandecentret i København. Det har givet mig stor indsigt i, at mænd ofte lever mere følelsesmæssigt indadvendt og tit går alene med store ansvarsområder og kriser uden at indvie andre mennesker i dem. Ofte opsøger mændene først hjælp i sidste øjeblik, hvor jeg som deres terapeut er den første, de betror sig til. 

Nogle vil måske påstå, at mænd bare ikke har brug for at tale ligeså meget som kvinder og derfor ikke gider terapi. Det er ikke min oplevelse. Jeg oplever, at mændene måske nok tager et stort tilløb til at opsøge terapi. Til gengæld er de åbne, dedikerede og parate til at tage et ærligt blik på sig selv, når de først har besluttet sig og møder op i min klinik. 

Det har for mig personligt aldrig været hverken tiltalende eller naturligt at lægge krop til graviditet, fødsel og amning og at skulle varetage barsel. I størstedelen af mit voksenliv ville jeg slet ikke have børn. Da jeg alligevel valgte at gøre det, kunne jeg godt have brugt noget eller nogen at spejle mig i. Det fandtes bare ikke. Jeg fandt til gengæld idealet om “naturlighed” i forhold til graviditet, fødsel og amning, og det var som skræddersyet til at gøre mine egne følelser forkerte.   

At et kejsersnit var en konsekvens af noget mislykket og dermed en sorg, var præmissen på det efterfødselsforløb, jeg tilmeldte mig som ny mor. At modermælkserstatning var en form for andenrangsløsning efter (helst) gentagne forsøg på amning og dermed ligeledes sorgfuldt, var rule of thumb i min nye “morverden”. At jeg ønskede at vende retur på arbejdsmarkedet efter få måneders barsel, var decideret undeligt.   

Jeg er stolt over, at jeg holdt fast i min intuition og gjorde tingene på min måde. Jeg har ingen data eller statistikker til at understøtte mine egne erfaringer, men jeg ved fra andre kvinders vidnesbyrd her flere år senere, at jeg ikke er alene. I min praksis ønsker jeg at give et skud ud til alle de kvinder, som føler sig ukvindelige og (for) maskuline i forhold til samfundets normer for kvinden som fødende og som arbejdskraft. I er ikke alene.