Skam? Nej, det mærker jeg ikke noget til.. eller gør jeg?
Skam er for mange en udefinerbar størrelse. Inden serien “SKAM” udkom, tog jeg selv aldrig ordet i min mund - nok fordi jeg forbandt det med noget fra middelalderen og ikke med mit eget indre liv.
Og dét er netop det lumske ved skammen. Den indlejres kronisk i os fra helt tidligt barnestadie og kan være så usynlig, at vi ikke registrerer den i vores øverste bevidsthedslag. Skammen kan sidde så skjult i os, at den invaliderer os. Den kan få så gode levebetingelser og vokse sig kæmpestor over tid, så vi kan have svært ved at angribe den, når den har først har bidt sig fast. Lidt ligesom frøen i vandet, der langsomt, men gradvidst, udsættes for temperaturstigning og ikke fatter, at den er ved at blive kogt.
Jeg havde selv svært ved at tage min egen skam på mig, som i årevis var meget internaliseret i mig - også i mit professionelle liv. Den kom ud som projektioner mod andre, der i mine øjne var for meget, for frie, for.. ja skamløse. Den var også rettet mod kvinder, som jeg i virkeligheden beundrede. Disse kvinder levede på en måde, jeg selv ønskede at leve på, men undertrykte ved at “maskulinisere” mig selv til at passe ind i en (abejds)verden, hvor dét syntes at være idealet.
Skammen kan se ud på mange forskellige måder, og for en “nybegynder” kan den virke uoverskuelig. Måske giver det mening for dig at se på følgende farvekort:
Rød skam: almindelig skam over at have dummet sig (kan være passende)
Lyserød skam: diffus skamfølelse udløst upersonligt og på afstand af sociale medier og reklamer
Sort skam: nedarvet skam som viser sig i mange æreskulturer
Hvid skam: dyb, kronisk, ordløs og for mange ubevidst skam over i forskellige henseender at være til som menneske. Udløser ofte stor ensomhedsfølelse og lavt selvværd
Husk: Det ikke altid er ubetinget dårligt at mærke skam. Skam er med til at socialisere og til at positionere os i flokken - noget vi er enormt afhængige af, fordi udstødelsen rent evolutionært har været lig med døden.
Vi skal kunne mærke skam, for vi kan ikke overleve som flok, hvis vi bliver komplet skamløse, grænseoverskridende og ikke mærker, at vores handlinger har konsekvenser for andre.
